Blog post af Bertel Dahlmand Stahn

Kør-selv-ferie til Catalonien: Vores guide efter 20 års erfaring

Kør-selv-ferie til Catalonien: Vores guide efter 20 års erfaring

Bertel Dahlmand Stahn / May 21, 2026

Der er omkring 2.000 km fra Danmark til Catalonien, så en bilferie til Spanien kræver naturligvis lidt planlægning – og tid. Men med over 20 års erfaring med ferieboligudlejning i Catalonien har Lisbeth og jeg taget turen et utal af gange, og det har givet os både rutine og en lang række oplevelser undervejs, som vi gerne deler.

Det her er guiden, vi selv kunne have brugt, da vi startede.

Hvorfor tage bilen?

Der er faktisk mange fordele ved en kør-selv-ferie:

  • Friheden til at tage pauser, når det passer jer
  • Mulighed for at opleve byer og områder undervejs
  • Nem transport af bagage, strandudstyr og golfkøller
  • Perfekt hvis I rejser som familie eller vil have hunden med
  • Ingen begrænsninger på vægt eller antal tasker
  • Ingen stress med fly, lejebil og afgangstider 

Ruten fra Danmark til Catalonien

Fra Danmark til Girona er der ca. 2.000 km, afhængigt af, hvor I bor i Danmark. Dertil kommer lidt ekstra hen til jeres feriebolig, afhængigt af hvilken. For enkelte af vores ferieboliger kan det også være en overvejelse at køre ind i Catalonien via Toulouse – Foix – Puigcerdá.

I praksis har vi gjort det på to måder:

Den hurtigste tur

Den klassiske rute går fra Danmark til Hamborg og så videre gennem Tyskland ad A7, ind i Frankrig og sydpå mod Lyon, derfra til Perpignan og ned ad AP-7/A-7 til Catalonien.

Som alle, der har kørt gennem Tyskland, ved, kan det variere meget, hvor hurtigt man kommer frem.

Det er selvfølgelig rart at have et hotel booket, men da det efterhånden er let at finde hoteller med kort varsel via forskellige apps, har vi ofte gjort det sådan, at vi først har booket, når vi ved, hvor langt vi er nået. Så kan man tage overnatning, når det passer bedst i forhold til trafik og energi. Vi har ofte nydt at køre til sent på aftenen, hvor der typisk er mindre trafik, og så i stedet sove lidt længere og fortsætte, når myldretiden er overstået.

Hvis muligt vil vi anbefale to overnatninger – typisk én i Tyskland og én i Sydfrankrig. Med to chauffører kan turen klares hurtigere, men vi vil ærligt anbefale ikke at presse for mange kilometer ind på én dag.

Den oplevelsesrige tur

Her gør I køreturen til en decideret kombiferie. Vi har gjort det adskillige gange, og det er blevet til nogle af vores bedste rejseminder. Et par af vores favoritter: 

  • Via det centrale Frankrig med stop i Paris – altid fristende, og turen gennem Champagne-området er smuk.
  • Via Avignon og Provence – lavendelmarker, romersk historie og fantastisk mad.
  • Via Schweiz – længere, men spektakulær kørsel gennem Alperne.
  • Via Baskerlandet – både San Sebastián og Bilbao er fantastiske byer, og maden i San Sebastián er en oplevelse i sig selv.
  • Langs den franske vestkyst – vi har én gang taget den helt store omvej forbi D-dag-strandene og Mont-Saint-Michel. Det var det hele værd.

Et lille trick, vi har lært gennem årene: Vælg en flodby som overnatning. Vores erfaring er, at byer ved en flod næsten altid har noget særligt over sig – en stemning, en gågade langs vandet, gode restauranter. Würzburg, Heidelberg og Lyon er gode eksempler.

bil med udsigt

Hvad koster turen?

Lad os tage et realistisk overslag for "den hurtigste tur" med en almindelig benzinbil – fx en 3-5 år gammel familiebil, der typisk kører omkring 14-15 km/liter ved motorvejskørsel med fuld last.

Beregning for én vej (København til Costa Brava-området, ca. 2.000 km):

  • Brændstof: ca. 135 liter á gennemsnitligt 15 kr. = ca. 2.000 kr. (billigere hvis du har elbil
  • Fra Østdanmark, Storebæltsbro (ca. 250 kr + 100 kr. til ekstra kilometer ifht færge) eller Færge (600-900 kr.).
  • Vejafgifter i Frankrig: ca. 600-900 kr. (80-120 €)
  • Vejafgifter i Spanien: stort set 0 kr. – store dele af AP-7 langs Cataloniens kyst er blevet gratis siden 2021-2023
  • To overnatninger undervejs: ca. 1.500-2.200 kr. for to nætter på mellemklassehotel

Total: ca. 5.000-6.500 kr. én vej for hele bilen – ikke pr. person. For en familie på fire bliver det altså sjældent dyrere end fly og lejebil i højsæsonen, ofte billigere.

Disclaimer: Tallene er kun lette gennemsnitlige estimater fra 2026 og afhænger meget af bil, kørestil, bookingtidspunkt og ikke mindst brændstofpriserne, der i øjeblikket er pressede på grund af situationen i Mellemøsten. Tjek altid de aktuelle priser, før I planlægger.

Elbil til Catalonien

Vi får jævnligt spørgsmål fra gæster, der overvejer turen i elbil, og det korte svar er, at det er blevet markant lettere de senere år. Ladenetværket gennem Tyskland, Frankrig og Spanien er udbygget betydeligt, med lynladere langs alle de store motorvejskorridorer.

I selve Catalonien er udviklingen ikke gået helt så hurtigt som i Danmark, men det betyder også, at der omvendt er mindre pres på ladestationerne. Vi har i øjeblikket to af vores huse med egen ladestander, og for de øvrige hjælper vi gerne med at finde de nærmeste opladningsmuligheder. Skriv endelig til os, hvis I overvejer turen i elbil – så finder vi sammen den løsning, der passer bedst.

Apps til ruteplanlægning og opladning

Hvis I kører elbil, er det en god idé at have et par apps klar. Vi har et par forslag, men I har måske allerede nogle, som er endnu bedre.

  • Spirii Go – dansk app, som giver adgang til tusindvis af ladepunkter i hele Europa på tværs af operatører. Praktisk én betalingsløsning til hele turen.
  • Clever-appen – hvis I allerede er Clever-kunder, dækker den også i udlandet via deres roamingpartnere.
  • A Better Routeplanner (ABRP) – internationalt brugt ruteplanlægger, der lægger ladestop ind automatisk ud fra jeres specifikke bilmodel, kørestil og vejret. Mange elbilister sværger til den på lange ture.
  • Chargemap – international app med et af Europas største kort over ladestandere. God til at finde alternativer, hvis en station er optaget eller ude af drift.

Ferievilla

Praktiske ting, det er værd at have styr på

Barcelona har en lavemissionszone (ZBE), og udenlandske biler skal i mange tilfælde forhåndsregistreres digitalt for at måtte køre ind. Det er gratis at registrere, men det skal gøres på forhånd – ellers risikerer man bøde. Det gælder kun selve Barcelona by, så hvis I bor på kysten eller i baglandet, er det først relevant, hvis I tager en dagstur ind til byen. Link: https://www.zbe.barcelona/en/

Færdselsregler i Spanien

Hastighedsgrænsen er 120 km/t på motorveje og 90 km/t på landeveje. Det er lovpligtigt at medbringe refleksvest og to advarselstrekanter (eller det nye V16-nødsignal, som gradvist erstatter trekanterne). En kuriositet: I Spanien kan man få bøde for at køre i klipklappere – så husk almindelige sko bag rattet.

Crit'Air-mærket i Frankrig

Hvis I kører gennem større franske byer som Lyon eller Paris, skal bilen have et Crit'Air-miljømærke. Det kan bestilles online for under 5 euro – men igen, det skal gøres i god tid, da det sendes med posten. Link: https://www.certificat-air.gouv.fr/

Umweltplakette i Tyskland

I mange tyske byer kræves et miljømærke (“Umweltplakette”) på bilen for at få adgang til miljøzoner og reducere luftforurening. (Kan købes online hos FDM - https://fdm.dk/vignetter-og-maerkater )
Tjek bilen inden afgang

Tjek bilen inden afgang

Dæktryk, olie, lygter og vinduesviskere. En lang motorvejstur er ikke stedet at opdage, at man har lidt for lidt mønster på dækkene.

Du kan også tage toget til Catalonien

Som alternativ til bilen fungerer toget faktisk overraskende godt. Jeg har selv taget det hjem fra Catalonien et par gange, og med gode forbindelser gennem Frankrig kan turen klares på halvanden til to dage. Det er en afslappende måde at rejse på, men det kræver lidt planlægning med billetter og forbindelser.

Det kan du snart læse mere om – men spørg endelig, hvis I overvejer toget allerede nu.

Klar til turen?

En kør-selv-ferie til Catalonien behøver ikke blot at være transport. Det kan også være en aktiv og oplevelsesrig rejse, som er en del af ferien. Når I så endelig ruller ind ad indkørslen til feriehuset efter et par dages kørsel, smager den første middag på terrassen bare endnu bedre.

Hos os har de fleste af vores feriehuse rigelig og sikker parkering, og som nævnt har to af husene egen ladestander. Hvis I overvejer en bilferie og er i tvivl om noget – ruten, elbil-mulighederne, eller hvilket hus der passer bedst til en familie med bil og bagage – så skriv eller ring. Vi har som sagt taget turen mange gange, og vi hjælper gerne med at få jeres bilferie til Spanien til at falde på plads.

Feriehus