Blog post af Lisbeth Stahn

Turrón eller Torró på catalansk – Yderst fristende søde sager fra Catalonien og Spanien

Turrón eller Torró på catalansk – Yderst fristende søde sager fra Catalonien og Spanien

Lisbeth Stahn / Aug 14, 2017

Jeg er udstyret med en stor og umættelig sød tand. Faktisk ville det være mere korrekt at konstatere, at jeg ikke kun har en sød tand, men at hele mit tandsæt er usædvanligt sødt. Samtidigt er jeg – af hensyn til miljøet - veganer og det kan ofte komplicere tingene lidt, da der er urimeligt mange søde sager man ikke kan mæske sig i. Jeg er dog ikke fanatiker og har enkelte undtagelser. Jeg tillader f.eks. altid mig selv at spise mayonnaise, da det simpelthen bare løfter selv den tarveligste mad. Revet parmesan pifter jeg mine retter op med og så spiser jeg al den ost og pølse jeg kan komme i nærheden af når jeg er i Catalonien. Og så er der lige én ting mere, hvor jeg tænker pyt med lidt æg. Det er nemlig når det kommer til Turrón!

Turrón er simpelthen uimodståeligt. Jeg elsker tekstur i al slags mad, sukker og honning tilfredsstiller det søde tandsæt og skaber lykke i sindet og så topper nødder jo altid i søde sager. I Catalonien anvender man som oftest den oprindelige “Marcona sort” i Turrón. De er anset som de bedste I verdenen, er saftige, sprøde og vanvittig smagfulde, hvilket er den absolut perfekte kombination I det søde køkken!  

 
Vores "Estamenér"-lejligheder & huse i landsbyen Perafita har en bager i stueetagen af en bygningerne, hvor man bl.a. ofte kan få Turrón samt en masse andre catalanske delikatesser. Lejlighederne er af høj kvalitet og deler desuden en stor pool og have. Læs mere om dem her.

De fleste af os er godt bekendt med fransk nougat. Turrón er spansk nougat og minder i nogle af udgaverne umiskendeligt om fransk nougat. Turrón er samtidigt et klart bevis for at den spanske (og franske) gastronomi er gået i arv fra det arabiske køkken.

I dag laves der et utal af forskellige variationer af Turrón, der fremstilles med en bred variation af nødder så som mandler, peanuts, hasselnødder, pinjekerner og valnødder. Der inkorporeres desuden ting som kandiseret frugt, chokolade, karamelliseret Yema (æggeblommer), marcipan, sesam og der er endda en Gin & Tonic Turrón variation fra den catalanske stjernekok Ferran Adrià (El Bullí).

Mit hjerte bløder dog for den helt klassiske Alicante-Style der er den herlige, crunchy og søde af slagsen, og her er de gode mandler bevaret hele (mmmmmm...)! Den Catalanske udgave af slagsen er den traditionelle og anerkendte Agramunt fra provinsen Lleida. Den er gylden og crunchy og hvor al anden Turrón er solgt I rektangler er den fremstillet i disc form og kommer i en hasselnød og en mandel udgave. Absolut også værd at sætte tænderne i! Min mand Bertel er ”chokoholic” så jeg får min Alicante udgave i fred og så nyder han udgaven med den bedst tænkelige chokolade og mandelstykker. Der er nemlig udgaver til alle!!

Mange ville nok sige, at julens sjæl og hjerte findes i den spanske Turrón. Men det er ikke helt sandt. Du kan købe Turrón i supermarkederne året rundt, men vi anbefaler klart de små Turrón shops, hvoraf mange af dem har ligget der i mere end 100 år, og de er altid godt besøgt… og så smager deres Turrón bare meget bedre (her kan også købes små bitte stykker så I kan smage de mange forskellige slags). Der spises nemlig Turrón året rundt i Spanien og jeg forstår til fulde hvorfor. Det smager absolut fremragende og når man er på ferie i Catalonien er det bare én af de ting, der må skabes plads til i kufferten.  Køb nok når I får muligheden. Nok til at I kan sidde i jeres feriehus i Catalonien og smage på de lokale gode sager og nok til at naboen kan få en pakke for at fodre katten og selvfølgelig lige en pakke eller to til dig selv, som du kan nyde når du er hjemme igen og dermed fremkalde lidt af de sødeste og bedste ferieminder fra Catalonien.

Kendte Turrón butikker i Barcelona:


Planelles Donat

Er nok den mest kendte Barcelona Turrón butik. Den familieejet butik åbnede tilbage I 1850. Kvaliteten af råvarerne I Planelles Donate er formidable, hvilket også er forklaringen på at du her betaler en del mere end i andre Turrón shops. Jeg anbefaler at du her smager deres formidable Xixona (bløde mandler), Alacant (min absolutte favorit med sprøde mandler), ”Crema Catalana” (æg og brændt sukker) and Nata Nous (valnødder og fløde), min mand vil slå i bordet for at få med at man her får den bedste chokolade Turrón (de kommer i mange variationer). Om sommeren sælges der desuden også herlig is.

Adresse: Avinguda del Portal de l'Àngel, 27, 08002 Barcelona, Spanien

Web: http://en.planellesdonat.com

 
Casa Colomina

Der er to top Turrón shops I Barcelona. Casa Colomina og Planelles Donat. Man siger at halvdelel af Barcelona køber I den ene, den anden I Colomines. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvilken, der r bedst. De er begge fremragende.  Familien kom i 1908 oprindeligt til Barcelona som emigranter fra regionen Valencia og I de første mange år havde de en simpel julestand i byen. Grundet den høje kvalitet blev de hurtigt kendte I Barcelona. Til jul kan køen foran Colomina være mange, mange meter lang. De laver nemlig her en herlig juleudgave med marcipan og kanel,

Adresse: Carrer de la Cucurulla, 2, 08002 Barcelona

Web:  http://casacolomina.es/

 
Torrons Vicens

Den kendte catalanske Turrón Agramunt (fra Lllida provinsen) har lavet Turrón siden 1775. Min favorit og familiens mest kendte er ”Turrón Duro” (den gyldne og sprøde af slagsen), der følger den præcis samme opskrift som man arbejdede med for mere end 200 år siden. Eneste råvarer er: Sukker, honning, mandler eller hasselnødder dækket af sødt ” rundt papir”. De har en del butikker i Barcelona og her kan man altid smage på sagerne inden man køber. Dyk ned i deres lækkerier og prøv også deres andre fremragende versioner. Vil man nørde totalt kan man besøge Vicens lille Turrón museum i Lleida regionen i Catalonien.

Turrons Vicens har et utal af butikker i Barcelona. Denne er beliggende på Ramblaen:

Adresse: Les Rambles, Quiosco 43, Barcelona

Web: http://www.vicens.com/en/

 

 - Og husk nu at medbringe en god og stor kuffert, så der er plads til at tage lidt lækkerier med hjem fra ferien.